Spiste og drak uden at betale

Onsdag eftermiddag kort efter klokken 17 fik politiet en anmeldelse om butikstyveri fra Kvickly i Krøyers Gård i Nakskov.

Butikstyven var for fjerde gang kommet ind i butikken hvor han havde forsynet sig fra varmedisken med madvarer, som han spiste og efterfølgende skyllede ned med fem forskellige flasker drikkelse med alkohol i forretningen.

Politiet kørte ud til butikken og mens betjentene var på stedet, kom den pågældende endnu en gang ind, og han blev anholdt klokken 18.30 og sigtet for butikstyveri.

Det var en 30-årig mand uden fast bopæl, og han blev taget med til afhøring på politistationen i Nakskov, inden han blev løsladt igen et par timer efter.

About the Author

Netavisen Sjælland
Artikler fra Netavisen Sjælland bliver automatisk medtaget på 365Nyheder.dk efter aftale.