Boligkøberne rykker hurtigere end -sælgerne

Der er flaskehalsproblemer på det københavnske boligmarked, lyder meldingen fra ejendomsmæglerkæden home. Udbuddet af boliger i København er faldet med 10-15 % det seneste år og med 2-5 % alene den seneste måned, viser Realkreditrådets boligudbudsstatistik.

Derer flaskehalsproblemer på boligmarkedet, mener ejendomsmæglerkæden home. Foto: Palle Peter Skov/Home

Derer flaskehalsproblemer på boligmarkedet, mener ejendomsmæglerkæden home. Foto: Palle Peter Skov/Home

Ifølge ejendomsmæglerkæden home stiger salget samtidig markant, og det betyder ’flaskehals-problemer’:

– Der er stor efterspørgsel og ifølge mæglerne alt få for sælgere, lyder det fra homes relationschef Mads Ellegaard, der henviser til at salgstallene for lejligheder i hovedstaden i februar har taget et hop på 20-30 % i forhold til sidste års februar.

– Renten fik et ekstra gok ned i februar, og det har for alvor fået de tøvende boligkøbere ud af busken. De rykker nu voldsomt på de gunstige finansieringsmuligheder, fortæller Mads Ellegaard.

home vurderer, at det er en slags ’ketchup-effekt’, vi ser nu:
– Der er fortsat et opsparet behov for at handle boliger blandt danskerne i kølvandet på finanskrisen. Mange, der har behov for en anden bolig, fordi de har fået flere børn og har brug for mere plads eller lignende, har holdt sig tilbage, men i løbet af efteråret har flere fået mod på at skifte bolig. Det store rentefald i februar, hvor Danmarks Nationalbank sænkede renten flere gange, har dog for alvor lokket køberne frem, siger relationschef Mads Ellegaard.

– Vi mangler boliger til salg for at kunne matche efterspørgslen. Der er simpelthen for få sælgere på banen, men det er dog vores indtryk at flere, som køberne, kan mærke, at det er nu, der skal smedes, men det er der også brug for; forår og forsommer er absolut højsæson for at få solgt sin bolig, siger Mads Ellegaard.

På landsplan er der også tidligt forår på boligmarkedet. Sidste år skulle vi hen i maj, før antallet af handler var lige så højt, oplyser boligsiden.dk og februar-salget for hele home-kæden ligger ca. 20 % over samme måned sidste år.