23 ud af 24 veje færdige før tid

De seneste fire år er man som bilist blevet lidt mindre generet af vejarbejde, når man har kørt på de statslige vejanlæg. Det skriver Søndagsavisen.

Ifølge en ny rapport fra Vejdirektoratet så er 23 ud af 24 større vejanlæg til over 200 millioner kroner i perioden fra 2010 til 2014 enten åbnet før tid eller til den aftalte tid.

Det har betydning for for landets bilister:

– Når det gælder de her større projekter, betyder det, at trafikken kommer hurtigere frem, og transporttiden bliver mindre for bilisterne, siger direktør i Vejdirektoratet Per Jacobsen til Søndagsavisen

I syv af projekterne er man blevet færdig et år eller mere før den aftalte tid. Det gælder f.eks. første etape af Frederikssundsmotorvejen, som åbnede 15 måneder før tid, og strækningen mellem Kliplev og Sønderborg, der åbnede 18 måneder før tid.

Samtidig har flere af projekterne været billigere end bevillingen, og det har givet en besparelse på tre milliarder kroner, hvilket blandt andet skyldes, at ejdirektoratet har været langt bedre til at planlægge projekterne end tidligere, at man nogle steder arbejder om natten, og at man har dirigeret trafikken bedre, mens vejarbejdet har stået på.

Og det glæder transportminister Magnus Heunicke (S):

– Vejarbejde er utrolig generende for bilisterne, men det her er jo en mytedræber, for vi hører altid om, at offentlige anlæg bliver dyrere end forventet og går over tidsrammen, siger han til avisen.

Kilde: Søndagsavisen.dk