Spar godt 7.000 kr. om året på lån med fast rente

Boligejere, der optog lån i marts måned, kunne glæde sig over, at renterne inkl. bidrag på nye realkreditlån med fast rente var 1,1 procentpoint lavere end for et år siden.

Det svarer til, at det er blevet godt 7.000 kroner billigere at låne en million det seneste år. Det viser tal fra Danmarks Nationalbank for renterne i marts.

– Det er blevet billigere at blive ny boligejer. Helt konkret kan boligejeren spare godt 7.000 kr. om året pr. lånt million med fast rente i forhold til sidste år. Så er der plads til at komme lidt længere, når familien skal på ferie til sommer, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

I marts kunne de danske familier optage lån med en rentebinding på op til et år til 1,2 pct. i rente inkl. bidrag. Lån med rentebinding på op til 5 år kunne optages til 1,0 pct. i rente inkl. bidrag, mens man kunne vælge fast rente til 2,8 pct. inkl. bidrag.

– Renterne er faldet og er lige nu rekordlave. Den danske realkreditmodel giver netop frihed til at finansiere drømmeboligen på lige den måde, der passer til den enkelte families temperament. Boligejere der vil have den laveste ydelse nu og her, kan vælge at binde renten for en kortere periode, mens et lån med fast rente de næste 30 år giver tryghed og ro i maven for andre, siger Ane Arnth Jensen.