Kirker samler ind til flygtninge

"Titusinder er på flugt fra krig og nød. Nogle banker på vores dør i Europa, men de fleste er i nærområderne" - hedder det i en opfordring til biskopperne om at samle ind søndag. Foto: Nikolaj Søndergaard.

“Titusinder er på flugt fra krig og nød. Nogle banker på vores dør i Europa, men de fleste er i nærområderne” – hedder det i en opfordring til biskopperne om at samle ind søndag. Foto: Nikolaj Søndergaard.

Folkekirkens Nødhjælp appellerer til landets biskopper om at videresende en opfordring til landets kirker: Tænk på flygtningene nu på søndag.

“Titusinder er på flugt fra krig og nød. Nogle banker på vores dør i Europa, men de fleste er i nærområderne. Vi opfordrer jer til at tage flygtningene med i jeres forbøn og indsamling”.

Så konkret lyder opfordringen til landets sogne fra Folkekirkekirkens Nødhjælps generalsekretær og rådsformand, Birgitte Qvist-Sørensen og biskop Peter Skov-Jakobsen.

Opfordringen sendes til landets biskopper, og generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen håber, at biskopperne vil videresende opfordringen og anbefale sognene i deres stift at være med.

– Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor mennesker i nød kalder på vores hjælp. Vi håber, at landets kirker vil tage godt imod opfordringen, så kirkegængerne får mulighed for at lægge penge i kirkebøsserne og støtte flygtningene på søndag, siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.