Fotovogne giver massiv bøderegn

Firdobling af antallet af fotovogne har sendt en bøderegn ned over bilisterne. Arkivfoto: Wikimedia Commons/Heb

Firdobling af antallet af fotovogne har sendt en bøderegn ned over bilisterne. Arkivfoto: Wikimedia Commons/Heb

Antallet af fotovogne på de danske veje er firedoblet og det har sendt en sand bøderegn ned over de danske bilister. Det skriver Søndagsavisen.

I det første halvår af 2015 blev der registreret 133.685 bøder via fotovognene – også kaldet ATK. Det er 34.259 flere end første halvår af 2014. Det viser en foreløbig opgørelse fra Rigspolitiet.

Men tallet kan vise sig at være langt højere. For ifølge Søndagsavisen, så ligger der stadig en stor mængde bøder ude i politikredsene fra samme periode, som ikke var sendt ud, da opgørelsen blev lavet.

– Vi har hørt fra Rigspolitiet, at det i realiteten kan være helt op til 50.000 ekstra bøder, som har dannet pukkel ude i kredsene. Hvis det er tilfældet, er der jo tale om en fordobling, siger Torben Lund Kusk, afdelingschef i FDM, til Søndagsavisen.

Et af de erklærede mål med at firedoble antallet af fotovogne fra 1. februar i år er at nedbringe gennemsnitshastigheden på vejene. Og det er faktisk lykkedes, viser tal fra Vejdirektoratet.

Men det største gennemsnitlige fald, når man sammenligner perioden februar-juni 2014 med samme periode i 2015, er på beskedne 0,9 kilometer i timen på de jyske landeveje. Et resultat, som FDM mener, er bevis på, at strategien med flere fotovogne ikke fungerer.

Hos Rigspolitiet mener man dog ikke nødvendigvis, at resultaterne er dårlige.

– Det er stadigvæk for tidligt at sige. De fald i hastigheden, der er målt, er måske små, men vi ved jo, at selv små udsving kan gøre en forskel i forhold til trafiksikkerheden, siger Thorkild Steen Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

De største fald i hastigheden skete over hele landet i februar og marts – siden er niveauet stille og roligt begyndt at nærme sig det samme som i 2014.