Sådan skal du gøre, hvis du påkører en hund eller en kat

Det er vigtigt med hurtig hjælp, hvis hunden eller katten er blevet skadet ved påkørslen. Arkivfoto: skeeze / Pixabay

Det er vigtigt med hurtig hjælp, hvis hunden eller katten er blevet skadet ved påkørslen. Arkivfoto: skeeze / Pixabay

Hvert år kommer mange hunde og katte til skade i trafikken – eller bliver kørt ihjel. Her er hvad du skal gøre, hvis du påkører en hund eller en kat.

Det sker på sekunder. Et bump. Du ved, der er noget galt. Som bilist er det vigtigt at holde hovedet koldt og reagere hurtigt og sørge for, at situationen ikke bliver til fare for andre bilister – og måske kan du nå at redde den påkørte hund eller kat.

Egen sikkerhed først
Hvis uheldet er ude, så sørg for din egen sikkerhed først. Stands bilen, sæt nødblink til og advarselstrekant op for at varsko andre bilister. Kontroller derefter om hunden eller katten er levende.

Hvis hunden eller katten er død, skal dyret fjernes fra vejbanen. Kontakt Falck på 70 10 20 30.

Hurtig hjælp
Hvis dyret er levende, skal det hurtigt have hjælp, tiden er en afgørende faktor. Forsøg ikke selv at aflive dyret i medlidenhed, du kan påføre dyret unødvendig smerte.

Hvis det er muligt, kan du selv fragte dyret til den nærmeste dyrlæge. Ellers kan du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812.

Hunde kan udvise stor aggressivitet, når de er kommet til skade. Man kan binde et tørklæde rundt om snuden for at undgå at blive bidt. Med alle påkørte dyr gælder det, at du skal være forsigtig med at håndtere dem. Hvis du ikke kan yde førstehjælp på dyret, kan det være den bedste beslutning blot at lægge et tæppe over dyret, der ikke dækker dets hoved, og vente på professionel hjælp fra dyreambulancen.

Hvis hunden eller katten har et halsbånd med telefonnummer i et vedhæng, kan du ringe og informere ejeren. Hvis det var dit dyr, ville du sikkert også gerne have hurtig besked.

Når et kæledyr kommer til skade, er det faktisk ejerens ansvar at fragte dyret til dyrlæge og betale dyrlægeregningen. Men praktiske omstændigheder ved en ulykke kan gøre det svært for ejeren at nå frem i tide. Dyrenes Vagtcentral hjælper derfor alle dyr akut, men regningen til transport og behandling bliver sendt til ejeren.

Selvom hunde og katte kan være lige elsket i deres familier – så står de ikke lige, når det kommer til bilistens underretningspligt. Bilisten har pligt til at underrette politiet, hvis personen påkører en hund, hvorimod den samme pligt ikke gælder, hvis det er en kat, der ender under fordækket.

– Uanset om det er en hund eller kat, der er blevet ramt af en bil, så har dyret fortjent at blive behandlet af en dyrlæge. Dyret lider, og det kan være svært at afgøre ved øjesyn, hvor galt det er kommet af sted. En kat kan sågar spinde, når den er blevet påkørt, men det er udelukkende for at berolige sig selv. Sørg altid for, at dyret hurtigt bliver bragt til en dyrlæge, selvom dyret er ilde tilredt, kan det ofte reddes, siger Sonja Karaoglan, direktør i Agria Dyreforsikring.