28 anholdt i politi-aktion mod hashhandel på Christiania

28 personer blev anholdt og der blev fundet bl.a. hash og pistoler da Københavns Politi Taskforce Pusherstreet her til morgen lavede en større aktion mod den organiserede hashhandel på Christiania.

I forbindelse med aktionen konfiskerede politiet 2 kilo hash, 3 pistoler, 875.000 kroner og værdier i form af blandt andet designermøbler.

Politiet anholdt 28 personer i aktionen og de er siden i morges løbende blevet fremstillet i dommervagten med krav om varetægtsfængsling. Det er sket for lukkede døre i Københavns Byret.