Greenpeace: Friluftslivs-folk spreder skadelig kemi

Det kan virke bizart, at netop når friluftslivsfolket er ude og nyde naturen – så er de med til at sprede forstyrrende kemikaler. Arkivfoto: Simon / Pixabay

Ny rapport fra miljøorganisationen Greenpeace dokumenterer, at hormonforstyrrende og svært nedbrydelige kemikalier har spredt sig til alle verdens fjerneste egne. En stor del af kemikalieforureningen menes at komme fra friluftstøj.

Otte Greenpeace-ekspeditioner har rejst til bjergtoppe, nationalparker og søer i verdens fjerneste egne for at indsamle prøver af sne og vand. Formålet med ekspeditionerne har været, at undersøge, hvor langt omkring de miljøskadelige kemikalier har spredt sig.

Resultatet blev i går offentliggjort i en ny rapport og Greenpeace kalder resultat for ildevarslende.

Alle steder har organisationen nemlig fundet spor af fluorstoffer (PFC-stoffer), der kan være hormonforstyrrende og er meget svært nedbrydelige i miljøet.

– Vores ekspeditioner til verdens fjerneste egne har kun bekræftet vores bange anelser. Alle steder, vi kom, fandt vi spor af fluorstoffer. Det er desværre et klart bevis på, at industriens forurening ikke kun rammer de områder, hvor produktionen finder sted, men spredes vidt og bredt i luften. Det tyder på, at der ikke noget sted på jorden, der er uberørt af kemikalierne, siger Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark.

Friluftstøj er de store syndere
Fluorstoffer bl.a. i tøjindustrien og bruges bl.a. til at gøre tekstiler vand- og smudsafvisende, og derfor anvendes de i stor stil hos producenter af friluftstøj. At virksomheder, der lever af at sælge friluftstøj på den måde bidrager til at forurene naturen kalder Greenpeace for “særligt kritisabelt”.

– Mange virksomheder, som sælger friluftstøj, reklamerer med flotte naturbilleder og giver indtryk af, at de holder af naturen. Men samtidig sælger de tøj, der er behandlet med skadelige fluorstoffer. Det er simpelthen hyklerisk, og det er på tide, at friluftstøjbranchen erstatter de skadelige kemikalier med de rene alternativer, der allerede er på markedet i dag”, siger Birgitte Lesanner.

Greenpeace har i fire år arbejdet på at få de skadelige kemikalier ud af tøjindustrien og nogle brands, som f.eks. Adidas, Puma og Levi’s har forpligtet sig til at udfase alle skadelige kemikalier i deres tøj inden 2020. Men ifølge Greenpeace, så har store friluftstøjbrands såsom North Face, Patagonia og Mammut ikke ønsket at forpligte sig.

– Som forbrugere bør vi ikke finde os i, at tøjproducenterne spreder skadelige kemikalier til hele verden. Derfor opfordrer vi alle, der elsker naturen, til at kræve ansvarlighed fra tøjmærkerne. Det er på tide, at friluftstøjmærkerne afgifter deres tøj – og alt de skal bruge er et skub fra forbrugerne, siger Birgitte Lesanner.