Ulovlig brug af spiller koster Hobro tre point

Det koster Hobro 3 point at have benyttet Adama Tamboura i Superligakampen mellem Hobro og AGF den 11. september.

Fodboldens Disciplinærinstans kom i går til den konklusion, at Hobro ikke havde sørget for, at Adama Tamboura var spilleberettige til kampen. Hobro havde nemlig ikke fået overført hans spillercertifikat.

Hobro havde på sin side fremført, at Adama Tambouras kontrakt med Randers var ophørt den 30. juni og derfor mente klubben ikke, at bestemmelserne om spillercertifikatet kunne gøres gældende.

– Det er og bliver klubbens ansvar, at de spillere der er på banen er spilleberettigede. Vi har nøje vurderet Hobros argumenter for at lade resultatet på banen stå ved magt, men der var enighed i Fodboldens Disciplinærinstans, om at reglerne er klare på dette punkt og ikke i modstrid med FIFA’s regler, siger næstformand i Fodboldens Disciplinærinstans, Poul Gade, og fortsætter:

– Der var også enighed om at der foreligger en fast praksis for at resultatet af at bruge en spiller i strid med reglerne om spilleberettigelse er at ændre kampens resultat til 0-3. Vi skal behandle lige tilfælde lige, og det har været afgørende for os, konkluderer Poul Gade.

Med disciplinærudvalgets afgørelse er Hobro derfor blevet taberdømt og mister sine tre point, som den nu udyldige 2-1 sejr over AGF havde givet.

Kendelsen kan inden 14 dage indbringes for DBUs Appeludvalg.