Næsten 21.000 flygtninge har krydset grænsen

Ny tal fra Rigspolitiet viser, at der i hvert fald er indrejst 20.900 flygtninge og migranter til Danmark siden 6. september.

I går skønnede Rigspolitiet, at tallet var 19.700. Dermed er tallet steget med 1.200 flygtninge og migranter siden i går. Tallene er dog behæftet med betydelig usikkerhed, oplyser Rigspolitiet, som har baseret tallene på indberetninger fra Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tallet er primært baseret på konkrete observationer i forbindelse med screeninger og kontrol af udvalgte færgeankomster, ankomne tog og indrejste i biler og busser, hvorfor tallet, ifølge Rigspolitiet, må ses som et minimumstal.