Undersøgelseskommission skal kulegrave Tibet-sag

af

Justitsminister Søren Pind orienterede fredag Folketingets Retsudvalg om, at han vil nedsætte en undersøgelseskommission, der skal kulegrave sagen om politiets håndtering af demonstrationer i forbindelse med kinesisk statsbesøg.

Justitsministeriet har siden 2012 besvaret en række spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg vedrørende politiets ageren under det kinesiske præsidentbesøg i København den 14. til den 16. juni 2012 og i den forbindelse har ministeriet flere gange viderebragt oplysninger fra Københavns Politi om, at der i forbindelse med statsbesøget ikke var givet instrukser om fratagelse af tibetanske flag mv. fra indsatslederen, delingsføreren eller andre politifolk med ledelsesansvar. Desuden har Justitsministeriet oplyst over for Retsudvalget, at Københavns Politi har oplyst, at politifolk ikke i forbindelse med præsidentbesøget har modtaget instrukser, som havde til formål at begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden.

Rigspolitiet har den 30. september 2015 orienteret Justitsministeriet om, at politidirektøren i København i forbindelse med sagens overdragelse til Den Uafhængige Politiklagemyndighed er blevet bekendt med en skriftlig operationsbefaling af 13. juni 2012 om statsbesøget, hvoraf fremgår, at det skal sikres, at demonstranter ikke kan ses fra kortegen.

– Forløbet har resulteret i, at Folketinget igennem længere tid er blevet bibragt oplysninger, som nu ser ud til at være urigtige. Samtidig rejser sagen tvivl om hvorvidt myndighederne i tilstrækkelig grad har værnet om grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder. Jeg har derfor besluttet, at der nedsættes en undersøgelseskommission, der skal klarlægge alle dele af det samlede begivenhedsforløb i sagen, siger justitsminister Søren Pind.

Justitsministeriet vil gå i gang med at udarbejde et kommissorium for undersøgelsen, som derefter på sædvanlig vis vil blive drøftet med Folketinget.

Nedsættelsen af undersøgelseskommissionen ikke har betydning for den efterforskning, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed foretager, og som således kan fortsætte.