4 ud af 10 detailvirksomheder kører med underskud

af

En ny analyse af 4.931 regnskaber fra de danske detailvirksomheder understreger, at branchen stadig er udfordret. Ikke færre end 4 ud af 10 virksomheder kører fortsat med underskud, og andelen er opadgående.

Bag analysen står Spar Nord, som på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 4.931 regnskaber, som landets detailvirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer mindst 5 års historik fra virksomhedens drift.

– Vi har nu godt 80 procent af de kvalificerede regnskaber i hus, og dermed kan vi tegne et retvisende billede af detailsektorens tilstand. Konklusionen er desværre, at sektorens tilstand er forværret og således fortsat er uholdbar, siger administrerende direktør Allan Jakobsen fra Eniro Danmark, der står bag Proff.dk.

Kun 60,8 procent af de analyserede virksomheder leverer sorte tal på bundlinjen i det seneste regnskabsår. Herved fortsætter tilbagegangen siden 2012. De seneste tal er dog væsentligt bedre end katastrofeåret 2011, hvor kun 57,2 procent af virksomhederne genererede overskud.

Andelen af de 4.931 virksomheder, der formår at øge indtjeningen, går dog en smule frem sammenlignet med året før. 52,2 procent af virksomhederne har skabt et bedre resultat i 2014 sammenlignet med 2013. Endelig viser analysen, at 52,1 procent af virksomhederne har øget deres egenkapital som følge af resultatet fra 2014.

Rekordhøj tillid – uden salg
Cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm bemærker, at forbrugertilliden i Danmark steg pænt i 2014 og nærmede sig niveauer fra før finanskrisen. Den udvikling er fortsat ind i 2015, hvor forbrugertilliden i flere måneder har ligget på de højeste niveauer nogensinde registreret. Men tilliden mangler endnu at materialisere sig i et stigende forbrug:

– 2014 blev et vendepunkt efter 6 år med faldende detailsalg, men det er endnu alt for tidligt at afblæse krisen, når 4 ud af 10 detailvirksomheder stadig kører med underskud, forklarer Jens Nyholm og fortsætter:

– Men set i forhold til de seneste måneders rekordhøje forbrugertillid og det forbrugspotentiale, som den gennemsnitlige dansker har opsparet i kriseårene, så er det bemærkelsesværdigt, at vi ikke ser bedre tal for detailsektoren.

Afgearing fortsætter
Jens Nyholm henviser til, at finanskrisen satte gang i en historisk afgearing, hvor vi i højt tempo nedbringer gæld og øger opsparingen, og det smitter stadig af på danskernes adfærd som forbrugere.

– Vi har i dag en situation med stigende boligpriser, beskæftigelse og realløn, alt imens renterne stadig er i bund og den gennemsnitlige dansker er likvid som aldrig før. Forudsætningerne for en forbrugsfest er med andre ord i høj grad til stede, men trangen til forbrugsmæssig mådehold og afvikling af gæld har stadig et solidt tag i os, så der kommer formentlig til at gå et par år endnu, inden detailsalget for alvor kommer fri af krisebevidstheden, uddyber Jens Nyholm.

Dansk Detail: Vi er udfordret

– 2014-regnskabstallene illustrerer ganske godt, at detailhandlen fortsat er udfordret, selv om en række makroøkonomiske faktorer peger den rigtige vej, siger Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail.

Jens Birkeholm peger eksempelvis på, at forbrugerne i stigende grad lægger en del af deres detailhandelskøb i udlandet, blandt andet i udenlandske netbutikker, og at det påvirker detailhandlen betydeligt.

– Med en lidt bedre økonomisk baggrund kan der skabes mulighed for en stilfærdig vækst i detailsalget. Men det kræver fuldstændig lovgivningsmæssig ro om eksempelvis planlovens detailhandelsbestemmelser, så butiksindehavere trygt kan investere i nye arbejdspladser på et kendt grundlag, understreger Jens Birkeholm afsluttende.