19-årig mand anholdt for trusler mod gymnasium

af

En 19 årig mand fra Silkeborg blev mandag klokken kl. 12.27 anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi for at have fremsagt trusler mod Silkeborg Gymnasium.

Det skete efter der i løbet af weekenden har været fremsat flere trusler mod Silkeborg Gymnasium på bl.a. Facebook. Derfor har Midt- og Vestjyllands Politi hele morgenen gennemført en politiindsats ved gymnasiet.

Politiet miner, at truslerne sandsynligvis kommer fra en 19 årig mand fra Silkeborg, der for nylig er blevet bortvist fra gymnasiet. Derfor blev han i dag klokken 12.27 anholdt på sin fars bopæl i Virklund, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

– Ytringer af truende karakter er noget, vi altid tager alvorligt og derfor iværksatte vi her fra morgenen af en tryghedsskabende foranstaltning på gymnasiet. Vi er tilfredse med, at den 19 årige mand nu er anholdt, så vi kan få efterforsket sagen yderligere, siger vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen, fungerende leder af Silkeborg Lokalpoliti.