Virksomheder rammes af datatyverier

Virksomheder rammes af datatyverier. pixelcreatures / Pixabay

Virksomheder rammes af datatyverier. pixelcreatures / Pixabay

Fødselsdatoer, adresser, pasoplysninger og kørekortnumre. Alene i sidste uge fik mere end 20 millioner mennesker verden over stjålet personfølsomme oplysninger, fordi hackere tiltvang sig adgang til virksomheders it-systemer.

– Der er ingen tvivl om, at vi lige nu oplever massive angreb på virksomhedernes it-systemer, også i Danmark. Hackerne går målrettet efter de personfølsomme kundedata, som virksomhederne ligger inde med. Især kontaktoplysninger og kreditkortinformationer er i særlig høj kurs, da de kan bruges til yderligere berigelseskriminalitet i cyberspace,” siger Kim Schlyter, der er cyber-ekspert hos Deloitte.

For mange virksomheder er det derfor nødvendigt at investere i ekstra datasikkerhed i den kommende tid.

– Skaden er dobbelt, fordi hackerne ikke bare angriber virksomheden, men også virksomhedens kunder, der jo har afleveret deres oplysninger i forventning om, at de var i sikre hænder. Dermed står man pludselig med et kæmpe forklaringsproblem, når data så alligevel forsvinder. Potentielt kan det gøre langvarig skade på virksomhedens omdømme, siger Kim Schlyter.

Han mener, at de seneste datatyverier lægger et stort pres på EU, hvor man i disse dage er ved at forhandle en helt ny datalovgivning på plads:

– De nye EU-regler om databeskyttelse har enorm betydning for, om unionens borgere også i fremtiden tør betro deres data til virksomheder og offentlige myndigheder. Desværre er der i EU delte meninger om, hvor stramme reglerne skal være. Det er de knaster, der i øjeblikket forhandles på plads, og her er der ingen tvivl om, at den seneste tids datatyverier lægger et yderligere pres på parterne, siger han.

I juni viste en undersøgelse fra Deloitte, at hver tredje dansker ikke har tillid til, at virksomhederne opbevarer deres personlige data på en forsvarlig måde.