Søndag i Rødbyhavn: Tre sager om menneskesmugling

Søndag blev tre mænd sigtet for menneskesmugling – i tre forskellige sager.

Klokken 7.45 søndag morgen anholdt politiet en 31-årig syrisk mand med bopæl i Sverige efter han var blevet standset i en indrejsekontrol i Rødbyhavn. Med i bilen havde han fire familiemedlemmer som passagerer. Ingen af passagererne havde gyldig rejselegitimation, og de blev derfor sigtet for ulovligt ophold, mens den 31-årige fører af bilen blev anholdt og sigtet for menneskesmugling. Efter at have betalt en bøde blev den 31-årige løsladt igen søndag aften.

Klokken 14.45 blev en 22-årig mand fra Holte med afghansk baggrund sigtet for at smugle sine forældre ind i Danmark. Det skete da politiets udlændingekontrolafdeling standsede en bil ved en kontrol i Rødbyhavn. Den 22-årige var fører af bilen og med i bilen var hans forældre og en søster. Ingen af passagererne havde gyldig rejselegitimation, og de blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt ophold, mens den 22-årige blev anholdt og sigtet for menneskesmugling.

Tre kvarter efter anholdensen af den 22-årige mand, standsede politiet endnu en bil, som kom i land i Rødbyhavn. Føreren var en 31-årig britisk statsborger, og med i bilen var tre kvinder og to børn med afghansk baggrund. Ingen af passagererne havde gyldig rejselegitimation, og de blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt ophold.

Den 31-årige mand, som kørte bilen, blev anholdt og sigtet for menneskesmugling.