Trafikdræbt har ligget i halvandet døgn

En 23-årig mand blev mandag fundet død efter et færdselsuheld, som formentlig skete natten til søndag. Grafik: © OpenStreetMap-bidragsydere.

En 23-årig mand blev mandag fundet død efter et færdselsuheld, som formentlig skete natten til søndag. Grafik: © OpenStreetMap-bidragsydere.

Nordjyllands Politi modtog ved 17-tiden mandag en anmeldelse om et færdseluheld på Nordjyske Motorvej syd for Rasteplads Himmerland. Men det viser sig nu, at ulykken formentlig er sket natten til søndag.

En mand blev fundet omkommet i nærheden af bilen, og han har altså formentlig ligget død siden uheldet.

– Den forulykkede bil har ikke været synlig fra vejanlægget, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Heine Hansen.

Derfor blev uheldet først anmeldt mandag eftermiddag, da personale fra et vejvedligeholdelseshold opdagede bilen, fordi de befandt sig i et motorredskab i nødssporet og derfra havde frit udsyn til den forulykkede bil.

Den dræbte, en 23-årig mand fra Nordjylland, blev efterfølgende fundet i umiddelbar nærhed af bilen. Han var, ifølge Nordjyllands Politi, blevet kastet ud af bilen ved uheldet.

De nærmeste pårørende til den forulykkede er blevet underrettet.

Samme nat blev to andre dræbt i et færdselsuheld på samme motorvej, blot nord for Rasteplads Himmerland. Det skete, da en spøgelsesbilist kørte frontalt ind i en anden bil.

Læs også: Spøgelsesbilist på motorvej: To dræbt i frontalt sammenstød.