Undersøgelse: Fire ud af ti danskere siger ja til bestikkelse

Arkivfoto: martaposemuckel / Pixabay

Arkivfoto: martaposemuckel / Pixabay

Fire ud af 10 siger god for, at virksomheder giver gaver og pengebeløb, når de gør forretninger i udlandet.

Danmark har en af de laveste grader af korruption i verden. Alligevel siger hele 40 pct. af danskerne, at det er i orden, at virksomheder giver gaver og pengebeløb til f.eks. embedsmænd, når de gør forretninger i udlandet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Tallene overrasker lederen af Deloittes risikoafdeling Thomas Brun:

– At anvende bestikkelse til at gøre forretninger i udlandet er på alle måder en dårlig ide, også selv om det måske er lokal skik visse steder. For det første bidrager man til at opretholde brugen af korruption. For det andet skaber det en glidebane i virksomheden, hvor omfanget af bestikkelse typisk bliver større og større. Bliver man opdaget, sætter man hele virksomhedens brand på spil, siger han.

I undersøgelsen bliver danskerne spurgt, om det er ok for virksomheder at give gaver og pengebeløb til eksempelvis embedsmænd, såfremt dette er lokal skik. 8 pct. svarer ’i høj grad’, mens yderligere 32 pct. svarer ’i nogen grad’. Kun 29 pct. svarer ’slet ikke’.

– Danskerne er jo kendt som et pragmatisk folkefærd, og det er så sandelig også tilfældet her. Mange tænker nok ’så stik ham en karton cigaretter eller en tusindkroneseddel, så vi kan komme videre’. Men sådan er virkeligheden altså ikke. Det, der virker som en uskyldig gave, kan let gribe om sig og ende som en stor bestikkelsessag. I værste tilfælde kan medarbejdere blive fængslet for at medvirke til korruption, siger Thomas Brun.

At drive virksomhed i udlandet er forbundet med en lang række farer, hvis man ikke holder sin sti ren, mener Thomas Brun:

– Virksomheder, der opererer internationalt, skal i dag leve op til en lang række krav, hvoraf nogle er lovkrav og andre har mere karakter af at være omverdenens forventninger. Sikkert er det dog, at det er både dyrt og besværligt at blive hvirvlet ind i en stor bestikkelsessag. Heldigvis siger de fleste virksomheder også fra, men det er svært at gardere sig mod brodne kar, siger han.

Ifølge undersøgelsen, der er baseret på i alt 1004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover, er unge under uddannelse de mest positivt stemte over for bestikkelse, mens de ældre danskere i højere grad siger nej.