Forsvundet kvinde var til banko

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyste torsdag aften en 81-årig kvinde fra Nykøbing Falster, som var forsvundet.

Efterlysningen blev udsendt via det sociale medie Twitter og her blev kvindens beklædning beskrevet som en grå kjole med hvidt mønster og en blå dunjakke og læserne blev opfordret til at kontakte politiet, hvis de havde set hende.

Men et par timer efter, kunne politiet så fortælle, at den 81-årige kvinde var tilbage i god behold.

Hun havde blot været til banko.

Og så konkluderede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at det var en “god ende på historien”.