Mikrobølge-popcorn er tilbage i Coops butikker

Arkivfoto: Shelburn / Pixabay

Arkivfoto: Shelburn / Pixabay

I maj fjernede Coop mikrobølgeovns-popcorn fra alle butikker pga. problematiske fluorerede stoffer i emballagen. Nu er de tilbage i ny og sikker emballage.

Et lille skridt fremad for fredagshyggen og et stort skridt for kampen mod skadelig kemi. Sådan ser Malene Teller Blume, afdelingschef for kemi og nonfood i Coop, på hendes og Coops sejr mod skadelige stoffer i mikrobølgeovns-popcorn.

I maj måned trak Coop produktet tilbage fra hylderne, fordi emballagen indeholdt fluorerede stoffer, som bl.a. er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og øge risikoen for spontan abort.

Det skete efter en række forgæves forsøg på at få leverandører til et finde ufarlige alternativer.

Coops pres har dog nu fået leverandørerne til at udvikle emballage, der ikke indeholder de mistænkte fluorerede stoffer og derfor får mikrobølgeovns-popcorn et come-back i Coops butikker.

Malene Teller Blume glæder sig over i forløbet:

– Vi er glade for igen at kunne tilbyde et meget populært produkt til vores kunder uden det meget problematiske kemikalie – og dermed holde fast i, at være helt fri for fluorerede stoffer i vores egne varemærker. Vi er også glade for at vise, at der kan findes løsninger i.f.t. problematisk kemi, hvis der kommer et ekstra pres på industrien.

Hun håber, at det konkrete eksempel kan tjene som inspiration for andre virksomheder og for danske myndigheder.

– I Coop ser vi med bekymring på, at der i øjeblikket spares på den offentligt finansierede forskning i bl.a. hormonforstyrrende stoffer og påvirkning af miljø og sundhed fra skadelig kemi. Vi mener, at forbrugerne har krav på mere viden om, hvad det er de spiser.

En af de mest anerkendte forskere i Danmark på området Philippe Grandjean og hans kolleger har vist, at fluorstofferne skader immunsystemet med den konsekvens, at vacciner ikke virker så godt som de burde.

– Jeg synes at Coops initiativ er flot, det hjælper os et godt skridt på vejen, siger Phillippe Grandjean.