F-16 havareret ud for Rømø

Et dansk F16 fly havarerede tirsdag i Nordsøen. Arkivfoto: Værnsfælles Forsvarskommando

Et dansk F16 fly havarerede tirsdag i Nordsøen. Arkivfoto: Værnsfælles Forsvarskommando

Et dansk F-16 fly er havareret i Nordsøen. Piloten er i god behold.

Tirsdag eftermiddag klokken 14.30 havarerede et af Fighter Wing Skrydstrups F-16 kampfly i Nordsøen ud for Rømø.

Piloten måtte skyde sig ud med katapultsæde og blev efterfølgende samlet op af en af Flyvevåbnets redningshelikoptere. Piloten har det godt, og hans pårørende er informerede.

Forsvarets Havarikommission skal nu gennemgå alt tilgængeligt materiale og oplysninger, som indsamles i forbindelse med havariet.

– Det vigtigste for mig er, at piloten er ved godt helbred. Vores piloter er trænede til det her, men det er en voldsom oplevelse, og han vil få al den opbakning, han har brug for, siger Anders Rex, chef for Fighter Wing Skrydstrup.

Piloten forlod under kontrollerede forhold flyet med sit katapultsæde og har det godt. Han blev umiddelbart efter samlet op af en af Flyvevåbnets redningshelikoptere og blev fløjet til Flyvestation Skrydstrup.