12 anholdt personer anholdt i stor aktion mod narkokriminalitet

af

Et fuldgyldigt medlem af Hells Angels og et medlem af No Surrender er blandt de anholdte ved dagens aktion, hvor i alt 12 personer er blevet anholdt. Det oplyser Københavns Politi.

Det er politiets særlige bandeenhed Task Force Øst , som i dag har været i aktion. 12 personer i alderen 22-57 år er blevet anholdt. To af de anholde er kvinder.

I forbindelse med anholdelserne har politiet ransaget flere end 35 forskellige adresser og steder i hovedstadsområdet.

I forbindelse med anholdelser og ransagninger er der blandt andet fundet ca. 500.000,- kr., 35 kg hash og 1 stk. pistol med tilhørende ammunition.

Det er med baggrund i en længerevarende efterforskning, at Task Force Øst ved en koordineret indsats i dag har foretaget anholdelserne.

Efterforskningen i Task Force Øst har rettet sig mod bagmænd til den organiserede narkokriminalitet, som en del af politiets nationale indsats mod rocker-bandemiljøet.

Efterforskningen er sket i tæt samarbejde med udenlandske politimyndigheder.

Flere af de anholdte har således tætte relationer til rocker-bandemiljøet, og herunder er en af de anholdte et 57-årig fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels og en anden 36-årig person er medlem af en nyere bandegruppering ved navn No Surrender.

De anholdte sigtes blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved indsmugling og handel med euforiserende stoffer i et større kvantum fra 300 kg til ikke under 900 kg hash, hvoraf en del vurderes solgt på Christiania.

Politiet oplyser, at de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i morgen.