29-årig mand fængslet for røveri

En 29-årig mand blev i går fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg sigtet for røveri.

Syd- og Sønderjyllands Politi mener, at han lørdag den 10. oktober begik røveri mod en 32-årig mand i Aabenraa, som han tvang til at udlevere både penge og flere ejendele.

Den 29-årige nægtede sig skyldig, men dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i tre uger.

Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre. Syd- og Sønderjyllands Politi har derfor ikke yderligere oplysninger i sagen i øjeblikket.