Håndbold: Truppen til VM-generalprøven udtaget

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget 19 spillere til november måneds træningssamling og turnering i Spanien.

Her til eftermiddag blev der sat navn på de 19 spillere, der samles i København d. 23. november frem mod VM-generalprøven i Oviedo, Spanien, hvor Danmark møder Tunesien, Angola og værterne. Landstræneren fortæller, at truppen kan blive skåret ned inden afgang sydpå:

– Hvis vi føler os sikre og ikke har skader, der gør, at vi skal have garderinger med, er det muligt, at vi skærer truppen ned til de 16 spillere, vi gerne vil arbejde videre med til VM. Vi har hele tiden haft en stamme af spillere, og de fleste af dem er i en opadgående formkurve. Derfor har det også været svært for nye navne at presse sig på, starter Klavs Bruun Jørgensen.

Der er dog to ansigter, der ikke har været lige så meget med som de øvrige. Anna Sophie Okkels pressede sig ind i truppen, da Lærke Møller måtte melde fra med sin skade, mens Louise Svalastog Spellerberg ikke har været med i Klavs Bruun Jørgensens landsholdstrup ved de seneste samlinger.

– I de samlinger, hvor Louise Svalastog har været med, har hun gjort det godt. Hun har dog lidt under, at København Håndbold har haft det svært. Nu går det fremad, og Louise har haft en opadgående formkurve, siger landstræneren om den ene tilvalg og fortsætter med det andet, Anna Sophie Okkels:

– I angrebsspillet kan Okkels spille alle tre bagpositioner, hun er stærk i overgangsspillet og i en-mod-en-situationerne. Samtidig er hun tilpas uortodoks til, at hun også bliver uforudsigelig over for modstanderne. I forsvaret kan hun både dække 3’eren og på backen, og så er hun drønstærk. Hun er med andre ord meget alsidig, og det er derfor, hun er med igen, slutter Klavs Bruun Jørgensen.

De 19 spillere samles i København den 23. november og træner i Danmark tre gange inden afgang til Spanien den. 26. november, hvor der spilles kampe de følgende tre dage. Den endelige VM-trup udtages efter turneringen i Spanien.

Følgende 19 spillere er indkaldt til træningssamlingen fra 23. november:

Målvogtere:
Rikke Poulsen, Viborg HK
Sandra Toft, Larvik HK

Stregspillere:
Mette Gravholt, Nykøbing Falster
Stine Bodholt Nielsen, Team Esbjerg
Kathrine Heindahl, Randers HK
Louise Svalastog Spellerberg, København Håndbold

Fløjspillere:
Trine Østergaard, FCM Håndbold
Anne Mette Pedersen, København Håndbold
Ann Grete Nørgaard, Viborg HK
Maria Fisker, CSM Bucuresti

Bagspillere:
Line Jørgensen, CSM Bucuresti
Louise Burgaard, FCM Håndbold
Anna Sophie Okkels, SK Aarhus
Kristina Kristiansen, Nykøbing Falster
Lotte Grigel, Rostov-Don
Stine Jørgensen, FCM Håndbold
Anne Mette Hansen, København Håndbold
Rikke Skov, Viborg HK
Pernille Holmsgaard, København Håndbold