AIDS-Fondet fylder 30 år

En arv på næsten en million kroner blev i 1985 starten på AIDS-Fondet, en privat indsamlingsorganisation, der de sidste 30 år har uddelt op mod 100 millioner kroner til forskning, information og patientstøtte. Fødselsdagen markeres både ved en reception i dag på Hotel Bella Sky Copenhagen og i forbindelse med World AIDS Day den 1. december.

Da AIDS-Fondet startede i 1985, spredte hiv sig voldsomt, specielt i bøssemiljøerne i Europa og USA. Hiv og aids var omgærdet af massiv frygt, fordomme, uvidenhed og diskrimination og mediebilledet var præget af døende mennesker og truslen om en epidemi.

Siden da har historien om AIDS-Fondet og sygdommen udviklet sig. Efter massivt pres fra græsrødder tager myndigheder sygdommen alvorligt og sætter ind overfor de mest udsatte grupper.

I 1996 kommer kombinationsmedicinen, der redder mange hiv-smittede fra døden. Det er medicinen, der sammen med landsdækkende kampagner, uddelinger af rene nåle og kondomer, i slutningen af 90’erne får sygdommen under kontrol herhjemme. Samtidig får verden øjnene op for epidemien specielt i Afrika.

De senere år er udviklingen gået hurtigt. Medicinen er blevet bedre, og på verdensplan er mange flere kommet i behandling. Og, i nogle af verdens hårdest ramte lande falder antallet af nye smittede. Men frygten og fordommene fra 80’erne klæber stadig til sygdommen.

Stadig meget at kæmpe for
De fleste danskere har styr på, hvordan hiv smitter, og hvordan det ikke smitter. Mange ved også, at de – eller nogen af dem de kender – er i risiko for at få hiv. Alligevel bliver mange nervøse og tager afstand, hvis de møder en, der lever med hiv.

Det er der ingen grund til. Hiv er ikke så smitsomt, som folk forestiller sig, og i virkeligheden er langt de fleste hiv-smittede ikke smitsomme, fordi de er i behandling. Den viden skal vi have ud, fordi frygt får os til at tage afstand, og det gør det svært at leve med hiv, hvis man ikke møder den omsorg, alle med en kronisk sygdom har behov for.

Medicin og viden har gjort det muligt at leve et godt liv med hiv. Desværre betyder det fremskridt, at mange tror, der ikke længere er noget at kæmpe for. Men hver dag smittes der mennesker med hiv. Der er fortsat mennesker, som dør af hiv og aids. Der mangler stadig en kur og en vaccine. Der er en overpræsentation af depression og selvmord blandt mennesker, der lever med hiv. Og ikke mindst: mennesker, der lever med hiv, bliver fortsat udsat for diskrimination.

Internationalt er der kommet optimisme: Det kan lade sig gøre at stoppe epidemien inden for en overskuelig årrerække. Men det kræver, at lande og organisationer verden over arbejder sammen.

Szhirley og Susse Wold
Ved receptionen i eftermiddag vil nogle af de mange personer, organisationer og virksomheder, som gennem årene har bidraget til AIDS-Fondets arbejde være til stede i Sky Bar på 23. etage af Hotel Bella Sky Copenhagen.

Her vil AIDS-Fondets præsident, Susse Wold, der har været med alle årene, holder tale. Det samme gør AIDS-Fondets formand, Prof. Dr. Med. Lars Østergaard.

Og sangerinden Szhirley kommer forbi og giver et nummer.