Angreb diskotek med smørsyre

En 22-årig mand fra Aarhus står til at skulle betale 22.600 kroner i erstatning efter han i arrigskab over at være blevet afvist på et diskotek oversprøjtede diskoteket med ildelugtende smørsyre.

Den 22-årige var blevet afvist af en dørmand på et aarhusiansk diskotek på grund af dårlig opførsel fra tidligere. Han forlod herefter stedet med en bemærkning om, at det ville komme til at stinke på diskoteket.

Senere vendte han så tilbage og skaffede sig adgang ved at bryde en dør op til baglokalet. Her gik han ind og sprøjtede med såkaldt smørsyre, hvorefter han forlod stedet ad samme vej, han var kommet.

Smørsyren, der er en særdeles idelugtende væske, betød at flere gæster forlod diskoteket, der måtte igangsætte en grundig rengøring.

– Det er ikke første gang, vi hører om, at unge, der er utilfredse over at blive afvist ved diskoteker, forsøger at hævne sig ved at sprøjte ildelugtende smørsyre ind på diskotekerne. Det er et relativt nyt fænomen, som vi har øget fokus på i nattelivet, siger politikommissær Kristian Harlev Sørensen, der er leder af Østjyllands Politis specialpatrulje .

Udover udsigten til at skulle betale 22.600 kroner i erstatning kan den 22-årige formentlig også se frem til en straf for hærværk og ulovlig indtrængen.