Politiet fraråder unødig udkørsel flere steder

Voldsomt snevejr med trafikale problemer til følge får nu politiet til at fraråde al unødig udkørsel på store dele af Sjælland.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi frarødes udkørsel i Slagelse, Køge, Stevns, Ringsted og Holbæk kommuner.

Flere steder i de pågældende kommuner, er biler kørt fast eller skredet af vejbanen på grund af glat føre , ligesom der er sket flere færdselsuheld og træer er væltet på grund af snevejret, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiets råd er derfor at undlade at køre nogen steder, hvis det overhovedet er muligt.

Også hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi råder man folk til at lade være med at køre ud, hvis det kan undgås. Der har også været flere uheld i den kreds på grund af snevejret.

Det samme gør Københavns Vestegns Politi, som samtidig oplyser, at der er meget glat og mange væltede træer i kredsen.

Nordsjællands Politi har ikke i skrivende stund udsendt en opfordring til at lade være med at køre ud. Men også i den kreds er der faldet meget sne med problemer for trafikken til følge.

Kører man ud bør man sikre sig, at man har varmt tøj og tæpper med i bilen, og så bør man naturligvis kun køre på dæk, der egnet til kørsel i sne. Hastigheden skal tilpasses det glatte føre.