Advokatfirma politianmeldt for ulovlige opkrævninger

Forbrugerombudsmanden politianmelder det estiske advokatfirma, Storm & Mets OÜ, der står bag ulovlige opkrævninger for bilvurderinger på nettet.

Det estiske advokatfirma Storm & Mets OÜ bliver nu politianmeldt i sagen, hvor et større antal forbrugere har modtaget ulovlige opkrævninger for bilvurderinger, de skulle have bestilt i perioden fra 24. november 2011 til 13. maj 2013 på hjemmesiderne:

www.auto-pris.com,
www.bil-vurdering.com,
www.bil-pris.com,
www.danskebilpriser.com og
www.dinbilpris.com,
som alle er ejet af HBF Nordic OÜ.

Politianmeldelsen sker efter, at Forbrugerombudsmanden i august 2015 erfarede, at Storm & Mets OÜ har sendt ulovlige opkrævninger ud til forbrugerne.

Sø- og Handelsretten har tidligere afgjort, at der ikke er indgået gyldige aftaler. Forbrugerne var derfor ikke forpligtet til at betale opkrævningerne. Da Storm & Mets OÜ er oplyst om dette, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det er ulovligt, at de fortsat sender opkrævninger til forbrugerne, og Forbrugerombudsmanden har derfor politianmeldt Storm & Mets OÜ for bedrageri.

Hvis forbrugerne modtager en opkrævning fra Storm & Mets OÜ for en bilvurdering, som Storm & Mets OÜ hævder, forbrugeren har bestilt i perioden fra 24. november 2011 til 13. maj 2013 på en af de fem hjemmesider, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbrugerne ikke skal betale opkrævningen.

Skulle Storm & Mets OÜ indbringe kravet mod en forbruger for fogedretten eller for retten, vil Forbrugerombudsmanden gå ind i sagen på forbrugerens vegne.

– Vi har tidligere fået rettens ord for, at aftalerne om køb af bilvurderinger er ugyldige. Alligevel fortsætter Storm & Mets OÜ med at sende ulovlige regninger ud til forbrugerne. Det vil vi have stoppet, og derfor har vi nu politianmeldt Storm & Mets OÜ., siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.