Julehjælp sætter nye rekorder

Danske velgørende organisationer ser ud til at sætte nye rekorder i julehjælp. Det skriver Søndagsavisen.dk.

Røde Kors delte sidste år 6.628 julekurve ud, og organisationen forventer at ende et sted betydeligt over 7.000 i år. Ligeledes har Mødrehjælpen indtil videre 39 procent flere ansøgere end året før. Det er ny rekord.

Også organisationerne Dansk Folkehjælp og Frelsens Hær oplever en stigning, men har endnu ikke gjort tallene op.

– Vi oplever, at mange familier i højere grad presses af arbejdsløshed eller rammes af sygdom. Samtidig får vi også flere lokalafdelinger, som uddeler julehjælp. Begge dele betyder, at vi forventer rekordstor julehjælp i år, siger projektleder for julehjælpen i Røde Kors Troels Østergaard.

Udsigten til en trist jul rammer især børn hårdt. Faktisk ikke så meget i juledagene, men ofte når de vender tilbage til skolen.

– »Det kan være meget svært for børn at vende tilbage til kammeraterne og ikke kunne tale med om deres gaver og en hyggelig jul. Det giver sådan en kurv mulighed for, siger familierådgiver Lola Jensen, som er Røde Kors’ ambassadør for julehjælp.

– De trængende børn kan måske ikke prale af en ny smartphone eller Playstation, men hvis de har oplevet en hyggelig jul med nærværende forældre, oplever de et meget mindre dyk, når de vender tilbage til skoleklassen, siger hun.

Der er mange danskere, som umiddelbart ikke ser økonomisk trængte ud, som søger om julehjælp.

– Der er mange, som sidder i en villa på 130 kvadratmeter, som bare har været uheldige, og som derfor er trængt økonomisk, siger Lola Jensen og fortsætter:

– Vi oplever en stigning i mængden af fattige. Kontanthjælpen er blevet beskåret, og det har skabt et større behov. Jeg tror også, at der er flere, der har et behov for hjælp, men som aldrig melder sig.