Brand i stråtækt ejendom – 90-årig kvinde savnet

Klokken 02.30 i nat blev politi og brandvæsen kaldt ud til en brand i en stråtækt ejendom på Gammel Skørpingvej i Skørping.

Politiet ankom først til huset som brændte kraftigt og det gjorde det umuligt at skaffe sig adgang til huset.

– Der bor en 90 årig kvinde i huset og hun var formentlig tilstede i huset ved brandens opståen, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

– Brandens kraftige udvikling og blæsevejr i området har besværliggjort slukning som stadig pågår her 3 timer efter brandens opståen, fortæller vagtchefen.

Brandslukning og søgning efter den 90 årige beboer pågår stadig på stedet.

Gammel Skørpingvej er i skrivende stund helt spærret pga. branden.

Kvindens pårørende er underrettet.