Rekordmange asylansøgere får Malmøs indbyggertal til at stige

Mellem 2016 og 2019 stiger indbyggertallet i Malmø med 33.000 til 357.000 personer. Befolkningsstigningen svarer omtrent til hele Ringsted. Desuden forventes at der i løbet af perioden vil bo cirka 25.000 asylansøgere i byen som har ret til kommunal service. Det meddelte Malmøs borgmester Katrin Stjernfeldt Jammeh på en pressekonference onsdag, hvor hun krævede at den svenske stat øremærker penge til nye skoler.

Antallet af asylansøgere i Malmø er uden sidestykke i moderne tid meddelte kommunen. Mange asylansøgere bor i Malmø mens de venter på besked om opholdstilstand og de der får opholdstilstand får folkeregisteradresse i Malmø. Derfor har kommunen opdateret den årlige befolkningsprognose. Tallene er dramatiske. Prognosen opjusteres med hele 62 procent og skal nu danne grundlag for et revideret budget for kommunen og for en langsigtet bæredygtig strategi.

Den nye prognose peger på at Malmøs befolkning vil stige med 33.000 personer i perioden 2016-2019, så indbyggertallet ved udgangen af perioden når op på 357.000 personer. Dertil kommer cirka 25.000 asylansøgere i løbet af perioden som endnu ikke har fået opholdstilstand og derfor ikke tælles med i befolkningstallet men som har ret til kommunal service.

– At vokse så hurtigt er en udfordring for Malmø kommune. Men det indebærer også muligheder. For at udnytte mulighederne må vi være klar til omstilling og øge effektiviseringen, sagde Malmøs kommunaldirektør Jan Inge Ahlfridh på pressekonferencen.

Malmøs planlægningsdirektør Jan Haak fortalte at kommunen nu skal lave detaljerede analyser og konsekvensberegninger for at hjælpe kommunens enheder med at planlægge arbejde på bedste mulige måde. (News Øresund)

About the Author

News Øresund
Et uafhængigt dansk-svensk nyhedsbureau