Politiet tog fire køretøjer fra spritbilist i weekenden

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Arkivfoto: Rolf Larsen.


En 52-årig mand fra Sydfyn glemmer formentlig ikke den netop overståede weekend sådan lige med det samme. Ikke mindre end to gange var manden impliceret i færdselsuheld, og begge gange skete det med spiritus i blodet.

Første gang var sidst på eftermiddagen fredag, hvor manden i et kryds i det nordlige Svendborg ved igangsætning kom til at bakke i stedet for at køre fremad. Her påkørte han en bil, og der opstod mindre materiel skade. Manden var imidlertid så spirituspåvirket, at politiet ved den lejlighed inddrog mandens førerret på stedet.

– Det betyder i klar tale, at manden fra samme øjeblik ikke længere må køre bil. Gør han det, svarer det til at køre bil uden at have erhvervet kørekort, siger vagtchef hos Fyns Politi, Lars Chr. Thede.

Men episoden fredag afholdt åbenbart ikke manden fra at køre bil igen søndag eftermiddag, Denne gang havnede manden i et såkaldt solouheld i grøften på en vejstrækning mellem Hundstrup og Stenstrup på Sydfyn, og denne gang kunne han ikke nøjes med at aflevere en blodprøve. Bilen, som manden kørte i, blev totalskadet. Men derudover beslaglagde politiet yderligere 1 bil og 2 motorcykler, som var registreret til manden. Den beslaglagte bil var endda nyindkøbt og registreret så sent som i fredags!

– Det gør vi, fordi alkometertesten i forbindelse med uheldet søndag giver os en klar indikation om, at promillen ligger over 2.0. Og så er færdselsloven strikket sådan sammen, at så beslaglægger vi ikke blot den bil, spiritusbilisten kører i – vi henter også det eller de flere køretøjer, som pågældende måtte have stående i garagen derhjemme – i tilfældet her en bil og to motorcykler, siger vagtchefen.

Bekræfter blodprøveanalysen, at promillen er over 2.0, vil politiet nedlægge påstand om konfiskation af alle 4 køretøjer. Det spørgsmål afgøres endeligt af retten.