Travl nat for Nordjyllands politi

Arkivfoto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen


Nordjyllands politi har haft en travl nat med mange episoder som har involveret berusede personer.

Episoderne er sket i det meste af Nordjylland, bl.a. i Skagen, Aalborg, Vrå, Sindal, Hjørring, Aars, Nørresundby og Jomfru Ane gade i tidsrummet fra kl. 22.20 til kl. 04.00

– Episoderne er registreret som værtshusuorden, slagsmål og gadeuorden, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

– Episoderne har medført 5 anholdte som er anbragt i detentionen i hhv. Aalborg og Frederikshavn. De anholdte forventes løsladt igen i løbet af formiddag hvor de alle vil medtage en bøde for deres handlinger i løbet af natten, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, som specielt fremhæver to episoder, som skete på asylcentre i politikredsen:

kl. 23.41 anmeldelse om slagsmål Vrejlevvej ud for nr. 26 i Vrå i kort afstand fra Asylcenter Vrå,

En større gruppe asylansøgere var kommet i slagsmål på gaden og der blev knust flere glas og flasker på gaden. Flere patruljer sendt til stedet og en meget aggressiv mandsperson fra Eritrea blev anholdt på stedet og blev medtaget til detentionen i Aalborg for afrusning. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have indladt sig i slagsmål med andre på vejen.

Personen var 30 år og boende på asylcenter Vrå.

kl. 01.23 var der ligeledes uro på asylcenter Østrup, Svolddrupvej syd for Aars.

Det viste sig at en større gruppe personer fortrinsvis personer i alderen 16-17 år var kommet i skænderi med hinanden. En person havde fremtaget en køkkenkniv og fægtet med denne foran ham selv. Ingen blev dog direkte truet med kniven.

Flere patruljer blev sendt til stedet og fik ro på gemytterne på stedet.

Manden med kniven ville dog ikke tale med politiet og han havde barrikaderet sig på et toilet på asylcentret. Politiet skaffede sig adgang til stedet og uden farlige situationer fik anholdt personen.

Han blev taget med til afrusning på politigården i Aalborg.

Det drejer sig om en 17 årig mand fra Afghanistan som er beboer på asylcentret.

Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for hans opførsel på stedet og han forventes løsladt igen i løbet af formiddagen.

– Ud over de ovennævnte episoder skal det nævnes at der det meste af natten har regnet ganske voldsomt syd for Limfjorden og nord for Limfjorden har det sneet ganske betydeligt, oplyser vagtchefen og forsætter:

– Der har kl. 04.15 indtil videre kun været en melding om færdselsuheld. På E45 i nordlig retning ved Østre Uttrupvej var en personbil skredet ud og havde ramt autoværnet i midten af motorvejen. Uheldet formentlig sket pga. aqua planing eller isglat føre. Ingen kom til skade ved uheldet.