Pas på: Tricktyv ringer og siger han er fra banken

Arkivfoto: PublicDomainPictures / Pixabay

Arkivfoto: PublicDomainPictures / Pixabay

Østjyllands Politi advarer om en ny form for tricktyveri som indtil videre især har ramt ældre kvinder.

En mand ringer og fortæller, at han ringer fra banken, hvor man har konstateret et problem med kvindens hævekort. Han aftaler med de pågældende, at han skal hente kortet og få rettet fejlen, og derefter aflevere kortet tilbage til kunden.

Alene inden for det seneste døgn har fremgangsmåden være anvendt i 3 tilfælde, alle mod kvinder i Åbyhøj.

En af de berørte kvinder kontaktede banken, som oplyste, at der ikke var rettet henvendelse derfra. Dette forklarede hun gerningsmanden, da han ringede tilbage, hvorved han blev sur og lagde på. De to øvrige kvinder er blevet opsøgt på bopælen og har udlevert kort og kode til gerningsmanden, som efterfølgende har hævet kontanter i flere automater.

– Vi arbejder naturligvis fortsat på at finde frem til gerningsmanden, men beder igen især ældre om ikke at udlevere kort eller kode til ukendte og om at rette henvendelse til egen bank, såfremt de får et opkald omkring hævekort fra en person, som de ikke kender i forvejen, oplyser politikommisær Vagn Martinussen, Østjyllands Politi.