Ingenørforening: Grotesk at udvise Marius

af

Integrationsminister Inger Støjberg vil i morgen modtage op mod 18.000 protest-underskrifter i forbindelse med udvisningen af den 30-årige ingeniørstuderende fra Cameroun Marius Youbi. Men hvis ingen i systemet er kommet til fornuft inden da, sidder han allerede i et fly på vej hjem.

Beslutningen om Marius Youbi ikke får lov at færdiggøre studiet i Danmark, ærgrer Ingeniørforeningens formand Frida Frost, der selv har skrevet under mod udvisningen

– Det er helt ude af proportioner, at udvisningen i det mindste ikke sættes på pause, så beslutningen kan blive revurderet. Det minder om paragrafrytteri og spænder jo ben for fine ambitioner i flere andre ministerier, hvor skåltalerne ofte kredser om fornuftige budskaber som vækst i danske virksomheder til gavn for os alle og høje ambitioner omkring både tiltrækning og fastholdelse af udenlandske studerende, siger hun.

Marius Youbi har de seneste to et halvt år leveret topkarakterer på studiet, han er eftertragtet blandt virksomhederne og har ikke ligget de offentlige kasser til last, da han selv har finansieret sin uddannelse. Derudover har han en praktikplads på hånden og er oven i købet interesseret i at finde arbejde i Danmark, når eksamensbeviset er i hus. Derfor virker den officielle beslutning om udvisning mest af alt som en administrativ bommert, mener Frida Frost.

– I en tid hvor danske virksomheder skriger på ingeniører, og alle analyser peger på, at det scenarium kun bliver meget værre, virker det fuldkommen grotesk, at han skal udvises. Vi skal passe på, at vi ikke lukker os om os selv. Så bliver resultatet, at vi alle bliver fattigere – på flere niveauer, siger hun.

I bestræbelserne på at finansiere sit studie, arbejdede den 30-årige Marius Youbi tilbage i 2013 små 77 timer mere end det tilladte, hvilket udløste en bøde, og det er nu den udløsende faktor for udvisningen.

– Jeg er hverken sagsbehandler eller jurist, men min sunde fornuft siger mig, at myndighederne har tolket reglerne lidt for stramt. Han har tydeligvis misforstået reglerne for, hvor meget han må arbejde under studiet, men det er jo ikke det samme som at handle i ond tro, og desuden har han passet sit studie, siger hun.