Peter Gade optaget i Hall of Fame

Badmintonspilleren Peter Gade blev lørdag aften ved Sport 2015 udnævnt som det 31. medlem af sportens Hall of Fame.

Sportens Hall of Fame har fundet sit nyeste medlem. Badmintonlegenden Peter Gade, der i mere end 15 år har været en del af den absolutte verdenstop, blev til DR’s sportsgalla, Sport 2015, afsløret som det 31. medlem af den prestigefulde samling.

Det blev han hyldet for i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor showet foregik. Badmintonspilleren med det fremragende og uforudsigelige angreb fik i den forbindelse set den traditionelle buste af sig selv for første gang. Busten af Peter Gade skal stå sammen med de 30 andre Hall of Fame-buster i Idrættens Hus i Brøndby.

– Jeg er meget stolt og beæret over at blive en del af det her selskab. Det var på ingen måde, noget jeg havde forventet, men jeg er selvfølgelig meget glad for at folk har været glad for den indsats, jeg har lagt for dagen igennem min karriere. Det er meget specielt, at der er blevet lavet en statue af mig, og jeg vil nyde det så meget som overhovedet muligt, siger Peter Gade.

Blandt Peter Gades største resultater kan blandt andet All England og seks VM-medaljer nævnes. Derudover havde han det fantastisk med at spille på hjemmebane, hvor han vandt Copenhagen Masters ti gange og DM i herresingle ti gange. Peter Gade vil for altid blive husket som en af dansk og international badmintons største stjerner.

– Dansk badminton har haft mange spillere på højeste niveau gennem tiden, og Peter Gade er en af de største. Han havde som den eneste europæer i sin tid held til at give de asiatiske spillere kamp til stregen, og det vidner de mange VM-medaljer også om. Peter Gade er en fantastisk ambassadør for badminton-sporten, og hans popularitet især i Asien taler sit tydelige sprog. Det er en hæder, som Peter Gade så fuldt fortjener, siger Preben Kragelund, der er formand for Hall of Fame-komitéen.