4 dræbt og flere såret da hospital blev bombet

Fire personer har mistet livet, og yderligere 10 er såret da et hospital støttet af Læger uden grænser blev bombet søndag formiddag i det nordlige Yemen.

Tre af de sårede er ansatte hos Læger uden Grænser – to er i kritisk tilstand.

Ifølge organisationen blev Shiara-hospitalet, der ligger i provinsen Sa’ada, ramt omkring klokken 09.20 lokal tid.

Flere bygninger på hospitalet er kollapset, og antallet af dræbte eller sårede risikerer at stige, da flere kan være fanget i ruinerne. Alle patienter og ansatte er blevet evakueret, og de kvæstede er overført til et andet af de hospitaler, som Læger uden grænser støtter i området.

Hospitalet var kendt af alle
Det vides endnu ikke hvem der står bag, men organisationen oplyser, at der blev observeret fly i luften.

– Alle stridende parter, herunder den saudisk-ledede koalition, bliver regelmæssigt informeret om GPS-koordinaterne til de steder, hvor Læger uden Grænser arbejder. Vi er også løbende i dialog med dem for at sikre, at de forstår alvoren af konfliktens humanitære konsekvenser samt behovet for at respektere de medicinske ydelser, som vi giver, siger Raquel Ayora, operationel direktør for Læger uden Grænser i Barcelona.

– Ingen med kapaciteten til at udføre et luftangreb eller affyre en raket, kunne undgå at vide, at Shiara-hospitalet var et velfungerende sundhedscenter, der leverede vigtig medicinsk hjælp, og som er støttet af Læger uden Grænser, tilføjer Raquel Ayora.

– Vi fordømmer på det kraftigste den seneste hændelse, som bekræfter et bekymrende mønster af angreb på livsvigtige medicinske anlæg. Vi er stærkt forargede, da dette vil efterlade en meget skrøbelig befolkning uden sundhedspleje i flere uger. Endnu en gang er det de civile, det går hårdest ud over under denne krig, siger Raquel Ayora.