Indbrudstyv: Jeg er vist gået forkert

Østjyllands Politi modtog søndag aften kort efter klokken 20 en anmeldelse fra en kvinde, som havde overrasket en ukendt person i sit hjem.

Kvinden har til politiet forklaret, at hun stod ansigt til ansigt med den ukendte mand som var på vej op af trappen, hvor hun befandt sig.

Manden havde herefter udtalt; “Jeg er vist gået forkert”, hvorefter han stak af, samme vej som han var kommet ind.

En hundepatrulje som patruljerede i området fik kort tid efter øje på en person som svarede til signalementet på gerningsmanden og råbte ham herefter an. Personen ønskede imidlertid ikke at tale med politiet, hvorfor han satte i løb.

Men efter ca. 200 meter måtte han erkende, at det ikke er muligt at løbe fra en politihund.

Gerningsmanden viste sig at være en 16-årige dreng, som politiet sætter i forbindelse med to indbrud i kredsen. Han blev løsladt efter endt afhøring, oplyser Østjyllands Politi.