102 afvist ved grænsen i den forgangne uge

I løbet af den sidste uge er 102 personer blevet afvist eller nægtet indrejse ved den dansk tyske grænse i forbindelse med de stikprøvevise grænsekontroller. Det viser de seneste tal fra Rigspolitet.

I alt blev 21.750 personer kontrolleret i den forgangne uge og 25 personer blev sigtet for menneskesmugling.

Siden regeringen indførte den midlertidige grænsekontrol den 4. januar er i alt 248 personer blevet afvist ved grænsen.

er findes 15 grænseovergange til Tyskland, hvor politiet foretager stikprøvevis kontrol. Der er således ikke tale om en fuldstændig kontrol. Politiet har primært fokus på de tre hovedfærdselsårer i Sønderjylland ved Padborg, Kruså og Frøslev og banegårdene i Padborg og Tønder samt færgehavnene i Rødby og Gedser. Andre overgange stikprøvekontrolleres flere gange i døgnet.