Når op eller ned ikke er ligemeget

Det var formentlig ikke de kvikkeste mænd, som politiet natten til onsdag standsede på Storegade i Holsted.

De to unge mænd kørte nemlig i en bil, hvor den bagerste nummerplade var monteret på hovedet.

Et opkald til vagtcentralen afslørede, at nummerpladerne på bilen tilhørte en Ford Kuga fra Bramming, hvorfra de var blevet stjålet tidligere på aftenen.

Bilens fører bil sigtet for tyveri af nummerplader og manglende registrering af den bil, de var kørende i.

Nummerpladerne blev pillet af og er nu afleveret til rette ejer.