28-årig varetægtsfængslet efter vejvrede

af

En 28-årig mand fra Herlufmagle blev søndag varetægtsfængslet, sigtet for kvalificeret vold.

Arkivfoto: winghundred / Pixabay

Sagen tog sin begyndelse, da politiet lørdag eftermiddag kort før klokken 13 fik en anmeldelse om, at flere personer havde været indblandet i tumult på Søvej i Nykøbing F.

En 63-årig mand krydsede vejen, og han var ved at blive ramt af en bil, der kom kørende i det samme. Føreren af bilen sprang ud og overfusede den 63-årige, og en 23-årig mand, som var på krykker forsøgte sammen med en 32-årig kvinde at få ro på stedet, men bilisten greb den ene krykke og slog de to vidner.

Derefter kørte bilisten fra stedet.

På baggrund af afhøringerne på stedet fandt politiet frem til føreren af bilen – den 28-årige mand, som dog meldte sig selv lørdag eftermiddag. Han blev sigtet for kvalificeret vold.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør søndag og varetægtsfængslet frem til den 1. marts.