Pape efter krisemøde: Vi har stadig ikke tillid til Eva Kjer Hansen

af

Kort før midnat kom den konservative leder, Søren Pape ud fra Statsministerens krisemøde og holdt fast i, at De Konservative fortsat ikke har tillid til Eva Kjer Hansen som Fødevareminister.

Konservative udtrykte tirsdag aften mistillid til fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som partiet mener, har udlagt forkerte tal i forbindelse med den kommende Landbrugsreform.

Det fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til at indkalde blå bloks partiformænd til krisemøde klokken 21.

Klokken 23.30 forlod Liberal Alliance og Dansk Folkeparti mødet og kort før midnat, kom Søren Pape så ud fra mødet og gav en kort kommentar om, at de konservative fortsat ikke har tillid til Eva Kjer Hansen som Fødevareminister. Herefter lukkede han døren i for de mange fremmødte journalister.

Kort efter midnat måtte de forsamlede pressefolk i Statsministeriet indse, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke havde tænkt sig at komme med en kommentar efter aftens møde.

Senest opdateret 24.02.2016 kl. 00.13