DF’er vil lukke moskéer, der opfordrer til ulovligheder

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. (PRfoto)

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. (PRfoto)

Byrådsmedlem i Odense Kommune og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, vil lukke moskéer, som opfordrer til ulovligheder. Det fortæller TV2/Fyn.

Byrådsmedlemmets reaktion kommer efter den senere tids afsløringer i TV2s dokumentarserie “Moskeerne bag sløret”. Her kommer det bl.a. frem hvordan en imam ved moskeen på Ørbækvej fortæller et et par, hvordan de kan få en gratis bolig ved at lyve overfor Borgerservice.

– Vi tager de moskéer som TV2 har dokumenteret begår ulovligheder og så lukker vi dem, siger Alex Ahrendtsen til TV2/Fyn og nævner Grimhøjmoskéen og moskéen på Ørbækvej i Odense, som han mener bevidst opfordrer til ulovligheder og modarbejder det danske system.

– Der er ingen grund til, at de moskeer opererer i frihed. Dem skal vi lukke, siger Alex Ahrendtsen til TV2/Fyn.