Ekspertudvalg skal undersøge realkreditmarkedet

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V). Foto:  Jens Astrup.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Jens Astrup.

Erhvervs- og vækstministeren nedsætter ekspertudvalg, der skal se på mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet og komme med anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne for realkreditten.

Ekspertudvalgets formand bliver Nina Dietz Legind, der er professor i bank- og kapitalmarkedsret på Syddansk Universitet.

– Den seneste tids offentlige debat har understreget for mig, at der skal skabes bedre overblik over udviklingen i bidragssatserne, mulighederne for at skifte realkreditinstitut og de kommende kapitalkravs betydning for realkreditinstitutternes omkostninger, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og fortsætter:

– Jeg er glad for, at professor Nina Dietz Legind vil påtage sig formandskabet for ekspertudvalget, der skal belyse disse forhold. Jeg ser meget frem til at modtage udvalgets rapport.

Professor Nina Dietz Legind ser frem til arbejdet:

– Jeg ser frem til at komme i gang med dette vigtige og spændende arbejde og få afdækket mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet.

Blandt udvalgets medlemmer finder man, udover Nina Dietz Legind også Sven Holm, fhv. direktør i Realkredit Danmark, Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet,
Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen, Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk og Karsten Biltoft, vicedirektør i Nationalbanken.