Ung mand fængslet for adskillige designerindbrud

Mandag blev en 20-årig dansk mand anholdt og sigtet for 11 indbrud af organiseret karakter i villaer i flere sjællandske byer, hvor der primært blev stjålet dyre designermøbler og elektronik.

Manden begik indbrud i bl.a. Nykøbing Sjælland, Nykøbing Falster, Holbæk, Gentofte og Hellerup.

Den 20-årige blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Lyngby, hvor han blev varetægtsfængslet til den 26. april 2016.

Anholdelsen blev foretaget af den særlige politienhed på Sjælland til bekæmpelse af organiseret indbrudskriminalitet og hjemmerøverier mv., Task Force Indbrud(TFI). Lederen af TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen, siger om sagen:

– Anholdelsen af den 20-årige mand skete efter længere tids efterforskning, der har sit udspring i et større sagskompleks om organiserede indbrud og hæleri. Indsatsen mod begge typer kriminalitet er vigtig for at nedbringe antallet af indbrud i beboelse, og jeg derfor meget tilfreds med, at han nu er pågrebet.

Foruden de 11 indbrud sigtes manden blandt andet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og fyrværkeriloven samt brugstyveri af biler. Sigtelserne vedrører forhold fra tidsrummet september 2015 til marts 2016.