Stadig flere børn bliver sex-krænket på nettet

De skammer sig og tror deres fældre vil blive vrede og kede af det, fortæller Charlotte Smerup fra Børns Vilkår om de børn, som f.eks. har delt nøgenbilleder af sig selv på nettet. Arkivfoto: Unsplash / Pixabay

Antallet af børn og unge, der kontakter BørneTelefonen med sager om seksuel krænkelse på nettet, er næsten fordoblet på bare to år. Det skriver Søndagsavisen.

– Det er børn og unge, der har delt billeder med fremmede, de har chattet med i et onlineforum som Facebook, og hvor de efterfølgende er blevet truet til at gøre ting foran webcams. Der er også mange, der hopper i fælden og sender billeder af sig selv i undertøj til en, som de tror, er på udkig efter modeller, forklarer Charlotte Smerup, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår til Søndagsavisen.

Hun fortæller, at BørneTelefonen også bliver kontaktet af børn og unge, der er blevet fotograferet i omklædningsrummet, og hvor billederne er blevet delt med hele klassen. Det kan også være børn og unge, som i fuld tillid har sendt et billede til en ven eller veninde, som deler det med en anden.

Mange af dem, der kontakter BørneTelefonen, er bange for forældrenes reaktion.

– De skammer sig, og nogle af dem vil hellere dø end at fortælle det til deres forældre. De tror, at deres forældre vil blive vrede og kede af det og skamme sig over, at de kunne finde på at gøre sådan noget, fortæller Charlotte Smerup til Søndagsavisen.

I 2013 fik BørneTelefonen 50 henvendelse om seksuelle krænkelser på nettet, i 2015 var antallet steget til 93. Henvendelserne omfatter udover sager om billeder, der er havnet i de forkerte hænder, også børn og unge, der har chattet med en, som er begyndt at onanere eller har blottet sig, børn og unge der er blevet talt seksualiserende til og er blevet truet, og børn og unge der har været udsat for hævnporno.