24-årig fik 10 måneders fængsel: Kørte bil i narkopåvirket tilstand

Foto: Rigspolitiet.

Retten i Kolding har i dag dømt en 24-årig mand 10 måneders fængsel blandt andet for i tre tilfælde at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.

– I to af tilfældene endte hans bilkørsel i uheld, uddyber anklager for Sydøstjyllands Politi Maria Ester Martensen og fortsætter:

– Det ene af uheldene skete på motorvejen ud for Horsens den 31. august 2015, hvor den 24-årige kørte ind i en forankørende bil. Det resulterede i, at hans egen bil forulykkede, og hans kammerat blev slynget ud af bilen og pådrog sig skader.

Den 24-årige nægtede at have kørt bilen, men han blev dømt for det alligevel, da to mænd, der stoppede for at hjælpe ved ulykken, vidnede imod ham i retten. De 10 måneders fængselsstraf omfatter 155 dages reststraf fra en prøveløsladelse fra en tidligere afsoning for samme type kriminalitet.