Hver sjette frygter at blive arbejdsløs

Grafik: geralt / Pixabay

Uro på aktiemarkederne, krise i landbruget, udflytning af arbejdspladser og måske et engelsk exit fra EU. Forårets historier har i den grad lagt en dæmper på danskernes jobforventninger. I dag frygter mere end sjette medarbejder at stå uden job i løbet af de kommende 12 måneder. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

– Der er ingen tvivl om, at en del virksomheder lige nu kæmper med at holde indtjeningen oppe. De sidste tre måneder har budt på et øget antal konkurser og tabte job. Samtidig har flere virksomheder været nødt til at nedjustere deres forventninger til resten af året, siger partner i Deloitte Sten Peters.

I alt siger 18 pct. af danskerne i job, at de frygter af blive arbejdsløse inden for det næste år. Hovedparten af dem frygter fyringsrunder:

– Frygten for større fyringsrunder er stadig udbredt blandt mange medarbejdere. Dernæst kommer frygten for en individuel fyring, frygten for at arbejdspladsen flytter og ikke mindst frygten for, at hele virksomheden lukker og slukker på grund af konkurs, siger Sten Peters.

Ifølge Sten Peters kan alle medarbejdere bliver ramt, uanset om de arbejder i store eller små virksomheder:

– Mens de små virksomheder typisk står på et mere skrøbeligt økonomisk fundament, er mange af de store virksomheder i gang med omfattende effektiviseringstiltag. Som stor virksomhed er man typisk også meget afhængig af de internationale konjunkturer, der også kun viser svage tegn på vækst. Her er det tydeligt, at bekymringerne på direktionsgangen også har smittet af på den almindelige medarbejder.

Også blandt de offentlige medarbejdere frygter mange at stå uden job. Her er det ca. hver syvende medarbejder, der er bange for at blive arbejdsløs.

– Det er først og fremmest et udslag af den årelange spare-agenda, der endnu ikke er slut. Derudover har udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen selvsagt også givet en del uro blandt mange medarbejdere, siger Sten Peters.

Frygten for arbejdsløshed er størst i Jylland og på Fyn. Her frygter 25 pct. at stå uden job inden for det kommende år.