Omkring 20 dræbt i masseskyderi på homoklub

Omkring 20 personer er blevet dræbt, da en gerningsmand åbnede ild på en klub for homoseksuelle i USA.

Angrebet fandt sted omkring klokken 02.00 lokal tid (kl. 8.00 søndag morgen dansk tid) på Pulse nightclub i byen Orlando i staten Florida.

Mindst 42 mennesker er blevet kørt til behandling på hospitalet.

Orlandos politichef John Mina oplyser, at politiet har skudt og dræbt angriberen.

– Det ser ud til at være organiseret og godt forberedt, fortæller politichefen og tilføjer at angriberen var bevæbnet med en automatriffel og en pistol og “en anden slags genstand” – uden det er klart hvad det er for en genstand.

Myndighederne betragter angrebet på klubben som indenlandsk terror og FBI er blevet involveret i sagen.