Danmark overrækker officielt bud i Paris på Tour-start

Den 20. juni afleveres det danske bud på, at få Tour-starten til Danmark. Arkivfoto: chezbeate / Pixabay
Den 20. juni overrækker Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og overborgmester Frank Jensen det danske bud på Tour de France Grand Départ i København. Det sker under en ceremoni i Danmarkshuset i Paris.

“The greatest cycling race in the world meets the best cycling city in the world”. Det er sloganet, når Danmark med Københavns som værtsby søger om værtskabet for starten på Tour de France, den såkaldte Grand Départ.

Det danske bud overrækkes til løbsdirektør Christian Prudhomme fra Amaury Sport Organisation (ASO).

– Tour de France er en af verdens største sportsbegivenheder, og det vil være en helt unik chance for at promovere Danmark, hvis det kan lykkes at få Grand Départ til Danmark. Jeg er glad for, at stat, regioner og kommuner har fundet sammen om at tiltrække Tour de France til Danmark, og det er et stærkt signal om vores høje engagement, når vi sammen tager til Paris for personligt at overrække vores bud til ASO, siger eErhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Han bakkes op af Overborgester Frank Jensen:

– Det er en kæmpe fornøjelse at være med til at aflevere Danmarks bud på en tourstart. Hvis touren vælger København som udgangspunkt for Grand Départ, vil det være med til at fremvise sommer-Danmark i al sin pragt for mange, mange millioner seere over hele verden og København som verdens bedste cykelby.

Ud over ministeren og overborgmesteren deltager repræsentanter fra blandt andet Wonderful Copenhagen og VisitDenmark, samt regionsformænd og borgmestre fra de øvrige kommuner og regioner, der står bag det danske bud: Roskilde, Odense, Vejle og Sønderborg kommuner samt Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark.